Sprog, etik og modernitet – Charles Taylor og Jürgen Habermas

Man taler i denne tid ofte om værdier. Næsten alle organisationer ønsker at definere og handle ud fra et værdigrundlag. Således nævner TV2 fire kerneværdier, som man vil lave fjernsyn ud fra: livslyst, nærhed, troværdighed og modernitet[1]. Men hvad er værdier egentlig for noget? Er de udtryk for nogle færdigheder – noget vi er gode til – for noget positivt i en bred forstand, eller bør man tage den moralske dimension med i betragtning, når man vil forstå ordet ’værdi’? Når man taler om ’modernitet’ som en værdi viser det, at begrebsforvirringen i diskursen om værdier er stor. Der er nogle fremherskende værdier i moderniteten, men begrebet ’modernitet’ er udtryk for en tidslig bestemmelse og ikke en moralsk. ’Modernitet’ er et bredt begreb, der dækker over tekniske, kulturelle og værdimæssige forandringer i nyere tid.

En af de værdier, der definerer moderniteten, er ytringsfriheden. Men denne værdi, der har en central rolle i vores selvforståelse, bliver nu udfordret i mødet med andre kulturer, hvor religionen islam har stor betydning. De stærke reaktioner fra både danskere og mennesker i bl.a. Iran, Syrien, Libanon, Pakistan viser, at værdier spiller en stor rolle for vores identitet og for den politiske dagsorden.

Mennesker lider eller dør på grund af værdier. Men er denne lidelse nødvendig? Kan vi ikke bare aftale nogen spilleregler på demokratisk vis, som alle kan se det fordelagtige og gode i, for derefter at lade det være op til folk selv, hvordan de vil leve deres liv? Denne liberale idé har stor indflydelse, men den er ved nærmere betragtning problematisk. Vi glemmer, hvem vi er, og hvad der driver os, når vi tror, at man kan og bør sætte parentes om værdier af hensyn til retfærdigheden. En etik, der tager udgangspunkt i værdier og historie, behøver ikke at blive hverken uretfærdig, kulturrelativistisk, irrationel eller fanatisk. At være bevidst om hvem man er, og hvor man kommer fra, er en forudsætning, ikke en hindring, for at forstå og acceptere det ubekendte, det fremmede.

Med dette projekt har jeg villet argumentere for ovennævnte synspunkt. Jeg tager udgangspunkt i to forskellige konceptioner af moderne etik, som filosofferne Charles Taylor, fra Canada, og Jürgen Habermas, fra Tyskland, står for. Jeg mener, at begge disse tænkere har ydet et væsentligt bidrag til forståelsen af tre nøgleord: sprog, etik og modernitet. Der er problemer og fordele ved både Habermas og Taylor; problemet ved diskursetikken[2] er den manglende sammenhæng mellem moral, identitet og værdier. Problemet ved værdietikken er den truende kulturrelativisme. Men at der kan siges både for og imod betyder ikke, at jeg er neutral i diskussionen mellem disse to tænkere. Som Taylor mener jeg, at der må være en sammenhæng mellem identitet, værdier og etik i bred forstand. Denne sammenhæng må Habermas i mine øjne opgive, da han insisterer på, at man må skelne mellem etik samt værdier som kulturelle konventioner og moral som nogle kulturuafhængige regler, der er indbygget i sproget, når man taler fornuftigt sammen.

[2] Som burde hedde diskursmoralen, hvis navnet skulle være i overensstemmelse med Habermas’ egen terminologi.